onsdag den 30. oktober 2013

BETON LYSESTAGER


Meget tyder på at der er en gylden fremtid for designs med metalliske overflader. Kobber har allerede i en rum tid været et af designernes favoritmaterialer, men ligeledes messing og guld rør på sig. Dette gælder både i rustikke, patinerede varianter med matte overflader, samt i de mere glossy og dekadente udgaver. Et materiale jeg synes skaber en rigtig god kontrast til de metalliske materialer er beton, der med sin rå overflade, giver boligens mange pyntenips og indretningen generelt lidt mere kant.

Jeg har støbt nogle lysestager i beton og givet dem et twist med en glossy overflade af smukke metalliske farver. Jeg har brugt Art metal maling, idet det var det jeg havde stående derhjemme, men spraymaling kan også med fordel benyttes.

Hvis du selv vil støbe lysestager i beton, skal du bruge følgende:
1 del Cement
5 dele sand
Lidt vand, men vær påpasselig med mængden. 
En spand
En flaske eller en dåse
Evt. en malerpind
Engangshandsker 


Step 1
Bland cement og sand i en spand, og tilsæt lidt vand ad gangen - det skal kun lige akkurat hænge sammen, og jo mindre vand der tilsættes, jo stærkere bliver betonen. 

Step 2
Når ingredienserne er blevet blandet godt og grundigt, til de nu danner en sammenhængende masse, hældes den op i flasken/dåsen. Du kan evt. bruge en malerpind til at tappe op og ned i massen for at undgå luftbobler. 

Step 3
Herefter sættes der et fyrfadslys i toppen af cementen, læg evt. en træklods over, så lyset bliver holdt nede, og ikke popper op. Lad nu betonen tørre udendøres, indtil den er blevet helt hård. Det tager ca. et døgns tid, hvorefter du kan skære formen af. 

Step 4
Sæt tape rundt omkring betonstagen, så det slutter helt tæt.

Step 5
Nu kan du male den nederste del i den farve du ønsker. 


Det er dejlig nemt og sjovt at støbe lysestager, selvom det sviner en del. God fornøjelse :)

mandag den 21. oktober 2013

BRING NATUREN IND I SOVEVÆRELSET

Trænger du til en ny plads, hvor du kan udstille dine yndlings klæder? Jag fandt sidste år en gren under et besøg hos mine forældre nær ved Aarhus, og måtte slæbe den hele vejen med hjem til Aalborg, for den skulle selvfølgelig op og hænge. Jeg malede den hvid med ganske almindelig træmaling, og hængte den op mellem to metal vejere, som blev forseglet til loftet via to kroge. En meget nem og hurtig løsning til en alternativ garderobe. Hvis du ønsker et mere råt look, kan du undgå at male den, og blot hænge den op au neutral.

Senere udvidere jeg garderoben med nogle gamle æblekasser, som jeg stillede i lag under grenen. Dette blev også ret fint, hvis jeg selv skal sige det, og tilføjer jo lidt ekstra plads til udstillingen.




Billedekilde: www.love-aesthetics.blogspot.dk

PERLE BORDSKÅNERE


Træperler er et super materiale, som kan bruges til så mange fine ting. Jeg havde nogle liggende, og fik kreeret nogle simple, men dekorative bordskånere, hvoraf jeg på den ene har farvet to af perlerne neonfarvede. 

søndag den 20. oktober 2013

STRING BØJLER


Her kommer lige en lille nem søndags DIY, der kan bruges til at pifte garderoben lidt op. Alt du skal bruge er en bøjle, jeg har selv brugt en gammel træbøjle, noget snor, det kan være lædersnor eller hampereb, og nogle træperler. Træk krogen ud af bøjleskaftet og føre snoren igennem hullet. Bind en stor knude, og træk træperlerne på snoren - Voilá, en ny hanger. 


 Lav evt. snorene i forskellige længder, og hæng bøjlerne i en klynge ned fra loftet. Eller hæng dem ved siden af hinanden med et søm i væggen. Du kan også male bøjlerne evt. med bejse, eller trækuglerne i en farve, evt. neon og lade de andre være au neutral. - Det gør dem lidt ekstra vovet. :)

Jeg synes, det er en super sjov løsning til en alternativ garderobe enten i entréen eller i soveværelset, som giver et dejligt let udtryk. Tror selv at jeg skal have et par stykker hængende inde i soveværelset, til at hænge tøjet på, når det er sengetid. 

lørdag den 19. oktober 2013

GEOMETRISKE TØJSTATIVER


Kan du se dig selv komme hjem og smide din jakke gennem den sorte jernring hængende ned fra loftet i entréen? eller måske udstille dine yndlings klæder på den geometriske firkant i soveværelset? Den talentfulde interiør blogger Annaleena, er designeren bag disse rå og minimalistiske tøjstativer, og hun har netop åbnet sin egen online shop, der bestemt er et besøg værd, så tag et smut forbi og lad dig inspirere. Disse geometriske skønheder koster mellem 1300 og 1800 kr. alt efter størrelsen. 




Billedekilde: www.love-aesthetics.blogspot.dk

torsdag den 17. oktober 2013

SNEAK PEAK INSIDE


Her får I et lille smugkig ind i vores hjem på Istedgade. Jeg vil beskrive vores stil som minimalistisk, industriel med et strejf af genbrug. Det er af stor vigtighed, at vores hjem ikke kommer til at virke for koldt og industrielt, og jeg ser derfor stort potentiale i at kombinere nye moderne designs med genbrug og arvestykker. Dette er samtidig med til at bringe personlighed ind i hjemmet, så det ikke ligner noget, der er taget direkte ud af et boligmagasin. Der skal være en tanke bag indretningen, og hvert et hjørne skal kunne benyttes, så det ikke blot er til pynt. 


Jeg har en stor passion for belysning, og er særligt glad for vores københavnske gadelampe fra 60érne, som hænger over spisebordet. Derudover er jeg mere end begejstret for den industrielle designer Tom Dixon, der formår at skabe tidløs og samtidig ekstremt moderne design inden for belysning. Hans designs skal helt sikkert tilføjes boligen på et tidspunkt.  


I stuen hænger der to store billeder af ældre dato. De er malet direkte på glas, og er købt på et antikvitetsloppemarked i Aarhus, hvor jeg faldt pladask for dem. Min generelle holdning til interiør, og boligindretning generelt er, at man skal udvælge de ting, som man føler, at man bare må eje, og ikke blot fordi, at boligmagasinet siger det. Dermed ikke sagt, at boligmagasiner ikke kan inspirerer, jeg læser dem selv tit og ofte, men moden skifter hele tiden, og hvis man skal udskifte sit interiør efter tidens nyeste trends hver eneste gang, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse. 


onsdag den 16. oktober 2013

NEW WARDROBE

Vores mikro og til tider meget overfyldte gang trængte til en renovering. Jeg har personligt altid været stor tilhænger af det rå og rustikke, og er vild med "gør-det-selv" projekter. 

De populære nippelrør, hvilke jeg synes er geniale til benyttelse i boligindretningen, blev designet som et væghængt garderobestativ, hvilket passer perfekt til vores ellers meget lille og firkantet gang. S-krogene er fra NOMESS og fåes i alle nutidens trendy farver. 

Fundablokke blev stillet på højkant i en lang række, og voilá pludselig fungerede de som et alternativ til en ny rå skohylde. Disse kan fået i stort set alle byggemarkeder, selv har vi købt dem i BAUHAUSE til omkring 16 kr. stk. 

Den gang, der før virkede så mørk og trang, blev blot over en weekend forvandlet til en lys og mere gæstevenlig entre, der ikke længere behøver at blive gemt bag en lukket dør. 


Grundet pladsmangel, har vi selv fået rørene skåret til i de ønskede mål, men det kan sagtens lade sig gøre, at finde allerede tilskåret rør i diverse byggemarkeder. Bemærk desuden de besynderlige og for nogle lidt sjofle navne de forskellige fittings har fået som tilnavn. I byggemarkederne kan man både anskaffe sig en "brystnippel" og en "slutmuffe." :)


tirsdag den 15. oktober 2013

INDUSTRIELT LOOK


Det er ingen hemmelighed, at jeg tit og ofte flytter om derhjemme. Min kæreste hader det, og jeg elsker det! Han plejer at sige, at jeg rokerer rundt, som andre skifter undertøj, og jeg må indrømme, at det nok ikke er helt ved siden af. ;) Jeg får ofte nye ideér, der skal afprøves, ja nogle gange går der kun nogle få uger imellem, hvorefter det kribler i mine fingerspidser efter at få lov til at indrette på ny.  

Mit næste indretningsprojekt tager udgangspunkt i det industrielle look, som billederne ovenfor. De rustikke murstensvægge, det rå betongulv, de forskellige træsorter, metalskabe og pels/skind, er alle med til at skabe den rustikke stemning, som jeg synes er alt for skøn. Jeg er især vild med sengene, der nærmest går parallelt med gulvet, og lampeløsningen over køkkenet på billede 4 - 5. Hvad synes I?

Vi er allerede i gang med et lille projekt i entréen, hvor der skal findes en alternativ og rå løsning på et tøjstativ og en ny skohylde, dette kommer der mere om, senere på bloggen. :)




Billedekilde: pinterest.com

REOL AF BOGKASSER


Hvis du er vild med Muutos fede Muuto stacked reol, hvor konceptet er, at stable en masse bogkassen oven på hinanden, men ikke lige har budgettet til den, er her et tip til, hvordan du kan bygge din egen udgave. De ovenstående bogkasser i forskellige størrelser kan samlet fåes for 125 kr. her. Disse kan kombineres med nogle billige klemmer/klips evt. fra Tiger. Man kan selvfølgelig også vælge at kombinere kasserne med kobber klips fra HAY, der tilføjer reolen et mere sofistikeret look. Jeg er vild med kassernes farvede indersider, men dette kan selvfølgelig undlades - alt efter smag og behag. 

Hvis man nu ikke tør at kaste sig ud i gør-det-selv projektet, eller bare synes at Muuto stacked reolen er den fedeste, så kan den bl.a. købes her





Billedekilde: www.ikea.com

mandag den 14. oktober 2013

LAMPEFEBER



1: Lampe fra Davey & Co 2: Lampe fra House Doctor 3: Lampe fra Design House Stockholm 4: Lampe fra Bolia 5: Pendel fra Frama Cph 6: Lampe fra Artilleriet

Noget af mit absolut yndlings interiør i boligindretningen er lampen. Den er yderst dekorativ og kan bringe hygge og varme ind i et hvert hjem. Jeg har fundet nogle lamper, der symboliserer nutidens tendenser meget godt, de er rå, sofistikeret og selvfølgelig metallic farvet. 

Selv er jeg ret så vild med lampen fra Davey & Co, og står dette år øverst på juleønskelisten. Navnet på denne rustikke pendel er Well Glass Pendant Light by Davey Lighting, hvor det håndlavede design er enkelt, materialerne solide, og så har den ligeledes en masse historie med i baggagen. Davey & Co specialiserede sig nemlig i skibsbelysning, hvor blandt andet RMS Titanic kan nævnes. Lampen koster omkring 2200 kroner hos Dunlin.

Hvis det er sidst på måneden, og man, som jeg, har et su-venligt budget, kan denne arbejdslampe med glaskappe og ophængskrog, være et godt alternativ til de dyre designerlamper. Lampen kan købes for blot 60 kr. hos Biltema. 



fredag den 11. oktober 2013

NEED A NEW BIKE?


Er i lige som jeg, stadig vild med kobber? Se så lige denne smukke cykel, den er da ikke til at stå for. Jeg har længe været på udkig efter en ny cykel, men synes ofte, at de er for dyre til mit su-budget, og i går faldt jeg så over, efter min mening, denne helt fantastiske cykel i kobber. Cykelen er designet af Bart Van Heisch, og prisen kan fåes på forespørgsel. 




Billedekilde: www.Google.dk

PRESENT & CORRECT


Det er ingen hemmelighed, at jeg er vild med alt, hvad der i min ordbog, betegnes som "dimmer dutter." Små nips ting, der kan tilføje hverdagen lidt ekstra lækkerier, og som bringer liv og farve ind i de ellers så mørke og triste efterårsdage, der stille sniger sig ind på det danske land. Her er nogle farverige kontorartikler, som jeg pt. ville ønske befandt sig på mit skrivebord.

Disse lækre sager kan findes på hjemmesiden presentandcorrect.com, hvor der eksisterer mange andre små sjove nips, så tag et smut forbi og lad dig inspirere. 



Billedekilde: presentandcorrect.com